Den perfekte autocamper – For os

Last modified date

Comments: 4

Vi var længe på jagt efter den perfekte autocamper til os, da vi blev enige med os selv om at det var autocamper eventyr vi ville ud på. Det tog vel ca. 6 mdr. med undersøgelser på internettet, en tur til Tyskland, på rejsemesse i Herning i februar 2020 hvor der var nogle få og et par ture ud til danske forhandlere.

Vi blev hurtigt enige om at dem vi så i Danmark var ikke lige det vi søgte, lidt for meget blød hat og strikketøj over det (det med strikketøjet kommer vi tilbage til 😉) Så vi måtte kigge mod Tyskland og importere derfra selv. Vi undersøgte markedet og fandt ud af at vi gerne ville have en med seng bag i og pop-op tag, for at gøre vognen så lille som mulig at køre i. Vi kiggede efter vogne på max. 6 meter, både for at vi kunne køre med almindeligt kørekort, holde på en almindelig p-plads, men også for at have en ok kørekomfort.

Noget andet som også var vigtigt for os, var at der var et ok køkken, toilet og bad. For så kan vi klare os udenfor campingpladser uden at være tvunget til at grave et hul i jorden.

I Tyskland så vi en Hymer Ayers Rock, den var fin 🙂 den havde alt vi søgte, dog lidt lille. Så vi måtte hjem på internettet igen, der fandt vi storesøsteren til Ayers Rock, nemlig Grand Canyon og den var intet mindre end perfekt  Så vi måtte på jagt efter sådan en, det var lettere sagt end gjort…Der var 4 vogne til salg i hele Tyskland og vi kontaktede 2 som så viste sig at være solgt med det samme, Morten satte en overvågning på så han fik mail hvis der kom en til salg, se meget mere om det i et andet indlæg om import af autocamper til Danmark.

Endelig var den perfekte Hymer Grand Canyon til salg, vi skyndte os at skrive til Vantopia som var dem der havde den til salg. Vi var så opsatte på at se vognen at vi aftalte at se den via facetime og det endte ud i at vi købte den, uden at have set den sådan rigtigt eller prøvekørt den…ret crazy men indtil videre er vi mega godt tilfreds 🙂

Den har alt det vi gerne ville have, en god seng bagerst i vognen, god plads til baggage (Jeg tror dog vi altid ville kunne bruge mere plads), gode skabe, et fint funktionelt køkken og et lækkert ”badeværelse”, et rigtig godt pop-op telt med isolering, jeg vil sige at isoleringen er et must have for at vintercampere i Danmark. Vi har været afsted på tur i 14 dage nu, fra 1.2.2021 og lige i den koldeste vinter der har været i Danmark i mange år, vi har fint kunnet varme vognen op og vi har kun været pingviner en enkelt nat, da gassen løb tør 🥶 Men vi har købt en el varmeblæser og den klarede det fint, så vi ikke frøs fast, trods -13grader ude.

Autocamperen er bygget på en Fiat Ducato 2,3 med 150HK og den kører så fint, den kan bedst lide at køre max 110km/t, for at den er forholdsvis økonomisk, den kan dog sagtens køre 130km/t men så er den noget mere tørstig. Der er fartpilot, og bilen fortæller os hvis vi kører for stærkt, på strækninger med 50km/t skal vi ikke køre 52km/t, så siger bilen venligt men bestemt: ”Fartgrænsen er 50km/t” det synes ungerne er sjovt.

Bilen har indbygget bakkamera, navigation, radio, Cd afspiller og bluetooth, så vi kan spille musik fra vores telefoner, samt tale håndfri i telefon når vi kører.

Det eneste vi godt kunne tænke os, var isofix til børnesæderne, men det fungerer også som det er med sæder der spændes fast med selerne. Vi måtte dog ud og købe nye autostole som var smalle nok til sædet. Modellen kan købes med isofix. Ud over det ville det have været helt perfekt med kombineret gas/el varme anlæg, så vi kunne køre på el når der er el er inkluderet i prisen og gas når det gav mest mening. Dette eksisterer og kan købes til denne model.

Her kommer der en masse billeder af vognen, så du selv kan se hvor fantastisk den er 😍

Solopgang på Fanø
Nattehimlen med Orion over Fanø
Sommerbillede fra Vantopia
Køkken Vantopias billede
Badeværelse Vantopias billede
Pop-op telt sommer Vantopias billede
Leg i sengen om dagen
Morgenmad
Opgavebøger og tegning ved bordet
Godnatlæsning
Plantegning

Louisep

Vi er en familie på 4, far Morten, mor Louise, datter Sofie 6år og datter Julie 6år. Vi er på 6mdr. Orlov rundt i Danmark i vores autocamper “Campi Hygge”. Du kan se mere om vores rejse på Instagram soerensen.louise Når vi ikke er på orlov bor vi i lejlighed i Esbjerg. Julie og Sofie har indtil videre gået i børnehave og starter i skole når vi kommer hjem igen. Vi har længe haft planlagt at skulle på orlov, men planen var Australien og syd øst Asien, hvor Morten og Louise har rejst rundt med rygsæk før børn. Men som verden er nu har vi ændret planer et par gange, se mere om det i indlæg. Vi startede vores orlov på Fanø, det er jo også en ø 😉 og der har vi været de første 14 dage. Læs med og se mere om autocamperlivet som familie rundt i Danmark. Det skal lige siges at vi aldrig har ejet campingvogn eller autocamper tidligere, så alt er nyt for os og vi har en meget stejl læringskurve 🤩

4 Responses

    • Hej Jesper
      Den endte på ca.150.000kr så det synes vi bestemt var til at leve med 🙂 måske har de stadig nogen til salg, så kig evt på mobile.de
      Mvh Louise

      • Hej Louise
        Tillykke med den fine bil. Er prisen incl afgifter til SKAT? Og hbor meget skulle I betale til dem?

        • Hej Rasmus
          Tusind tak og efter 2 mdr i den er vi stadig mega glade for den 🙂 Vi betalte 400.000kr i Tyskland og så 150.000kr i afgift i Danmark. Plus vægtafgift og forsikring selvfølgelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post comment