Rejsen til Bantayan island
Søndag morgen d. 7/4 stod vi tidligt op og spiste morgenmad på hotellet. Vi blev tilbudt en af de lokale specialiteter som var hotdog, dvs en rød stegt pølse på en pind. Vi besluttede os dog for en mere traditionel menu bestående af omelet, toastbrød og kaffe, det er nærmest standard turistmorgenmad uanset hvor man er i Asien. I de fire måneder vi har rejst har det stort set ikke regnet, kun nogle små dryp, men her fik vi vand for alle pengene. Det var en rigtig tropisk regn som varede ca en time og hvor vandet bare væltede ned. Alle de lokale børn synes det var helt fantastisk at lege i vandet, og da temperaturen stadig var over de 30 grader var det lige før vi løb ud og legede med.
Morten vovede sig ud, fristet af kokosnøddesælgeren som stod lige uden for hotellet. Han faldt i snak med en lokal lærer som åbenbart også var kokosnødde-afhængig og han fortalte at det ikke var normalt at det regnede på denne tid af året så vi satser på det var en engangsfornøjelse. Da han hørte at vi rejste rundt i fem måneder fortalte han at han ikke havde holdt ferie i 10 år da han ikke havde råd. Så bliver man endnu engang mindet om hvor priviligeret man er som dansker.
Da vi havde spist vores morgenmad tjekkede vi ud mens porteren fik fat i en taxa til os. Vi kørte til den nordlige busstation, en tur der varede ca 20 min og kostede 120 pesos (ca 17 kr). På busstationen spurgte vi hvor bussen til Hagnaya havn kørte fra. Den rare mand pegede på en stor bus med aircon, da vi spurgte ham om der var en uden aircon kiggede han underligt på os og spurgte “you don’t need aircondition?”. Det gjorde vi ikke, så han smilede lidt af de småtossede turister og pegede på de nærmeste bus hvor der sad masser af lokale i forvejen. Mens vi ventede på bussen kørte kom der diverse sælgere ind som blandt andet ville sælge rayban solbriller, ure og flæskesvær. Der var dog ikke nogen af delene vi ikke kunne leve uden.
Busturen tog ca 3 timer med en lille pause undervejs, og kostede 132 pesos pr person (ca 18 kr)Alle vinduerne var nede så vi fik masser af frisk luft og en god udsigt til den flotte natur undervejs. Der var en konduktør ombord der fortalte chaufføren hvornår folk skulle af for det der med faste stoppesteder eksisterer ikke. Konduktøren solgte også billetterne og på turen blev han tjekket 3 forskellige steder at en overkonduktør som stod på bussen og talte antal billetter og passagerer for at se om det passede.
Vi blev sat af ved havnen hvor vi købte billetter til færgen, vi fulgte bare strømmen så det var ikke noget problem. Som altid hvor der er mange menneske er der også mange madboder så vi fik 2 x kyllingebryst på pind (godt stegt) og ris i julehjerter lavet af palmeblade, samlet pris 14 kr.
Sejlturen tog ca 75 min og ombord blev der vist en asiatisk film om en demonjæger der i starten af filmen reddede en landsby fra en stor farlig (og ret dårligt animeret) demonfisk. De lokale skreg om kap med Louise når der var uhyggelige scener og Morten er ret overbevist om at der under det lyse hår og de runde øjne gemmer sig en lille Filipiner i hende. Efter en, for Louise nervepirrende sejltur som ellers foregik stille og roligt ankom vi til Santa Fee på Bantayan Island.
Allerede inden vi havde forladt båden blev vi tilbudt transport til vores hotel, som vi til de lokales store fortrydelse havde booket på forhånd (så der var ingen provision at hente). Vi kom med en fin scooter med sidevogn hvor der var bløde sæder og bagagebærer på taget. Hotellet var et hyggeligt kombineret hotel, bar og restaurent uden strand men med 5 min gang til fantastiske hvide sandstrande med klart blåt vand. Det var et luksushotel, for der var varmt vand og safety box på værelset.
Generelt er øen meget primitiv hvilket bestemt har sin charme, blandt andet er der ikke ret meget motoriseret trafik og de lokale kigger nysgerrigt og både børn og voksne hilser og smiler når de ser en hvid. Vi har overvejet at tage til Fanø og hilse på alle de tyske turister når vi kommer hjem for det gør nu folk i så godt humør 🙂
