Anmeldelse af Nyhavn2 autocamper parkering med børn

Last modified date

Comments: 0


Nyhavn2 i Middelfart er nok en af de mest populære autocamper pladser i Danmark og det er ikke uden grund. Pladsen ligger med en fantastisk udsigt over vandet og lillebæltsbroen i baggrunden. Vi kom en hverdag og kunne derfor parkere på 1. parket og nyde denne fantastiske udsigt.

Hen over weekenden blev der helt, nærmest helt fyldt på pladsen, selv om vi stadig var i februar, men hen over søndag kørte de fleste så vi igen kun var en 5-6 vogne tilbage.

Udover havnen ligger pladsen tæt ved både indkøb (Kvickly og Fakta), gågaden i Middelfart samt kulturøen hvor der både er bibliotek, restaurant og biograf. Det meste var lukket grundet Corona mens vi var det, så vi fik alt vores mad fra Kvickly. Der er også en lille legeplads og et stort åbent område lige ved siden af hvor ungerne kan lege og som bonus er der denne bænk der er lavet så der altid er læ og lunt bare solen titter lidt frem. Her har vi drukket meget kaffe!

Prisen er 150 kr pr døgn og det inkluderer strøm, trådløst internet og adgang til rigtigt fine toilet og badefaciliterer. Selv for vestjyder må det siges at være billigt 🙂 Betaling sker via en automat i højre hjørne hvor man scanner QR koden man modtager når man kører ind af bommen, det fungerer nemt og man vælges selv hvor mange døgn man ønsker, og kan løbende tilkøbe flere. Mens vi var der kunne man ikke tappe vand da det var lukket grundt risiko for frost, men dette er normalt også tilgængeligt. Man kunne stadig tømme sin egen toiletkasette. Der må ikke bygges på pladsen og derfor er faciliterne i en skurvogn, men vi talte med ejerne som fortalte at de arbejder på at få lov til at lave en flyde-ø hvor der kan laves badefaciliteter, køkken, vaskemaskiner og fællesrum. Vi krydser fingre for det lykkes for så er der ingen tvivl om at pladsen bliver endnu mere attraktiv.

Gratis aktiviterer med børn nær Nyhavn2.
Til trods for at de fleste indendørs aktiviteter var lukket grundet Corona var der masser at få tiden til at gå med.

Lyt til marsvin
Følger man havnen på lillebæltsstien forbi kulturøen og Cafe Razz kommer man efter ca 1000 meter til styrhuset fra en gammel fiskerbåd som efter en kort karriere som hønsehus er blevet restaureret og nu fungerer som lyttepost hvor man, hvis man er heldig kan høre marsvin da det er forbundet til en mikrofon ude i bæltet. Er man ikke så heldig at der er nogle i nærheden kan man også afspille en gemt oplevelse så børn og voksne alligevel kan få hørt hvordan marsvinene lyder, og børnene behøver jo ikke få at vide at det ikke er live 😉
Samme sted kan man også se fiskenet og gamle både samt kigge ud over vandet og hvis man er heldig også få øje på et marsvin.


Se rådyr ved Hindsgavl slot og leg på naturlegepladsen
Inden for cykelafstand fra Nyhavn 2 er der ved Hindsgavl slot er stort område med rådyr og en super flot natur, dyrene er vilde (og bliver skudt hvis de begynder at blive for tamme) så der er ingen grund til at tage gulerødder med, men det er stadig en super oplevelse. Cykelturen derhen er lidt kuperet så husk de gode cykelben 🙂


Lige ved siden af er der en fantastisk naturlegeplads, ved Naturcenter Hindsgavl, samme sted som der også er Bridgewalking, hvilket i øvrigt også kan anbefales hvis man er afsted uden eller med store børn. Legepladsen har noget for både små og større børn og de voksne kan også blive udfordret. Samtidig er der mange muligheder for at spise madpakker og nyde naturen mens ungerne leger.


Aktivitetsskoven – legepladsen ved stadion
Endnu en legeplads som også er super god og kun 1,6 km væk er Aktivitetsskoven – legepladsen ved stadion som giver mange muligheder for at spille boldspil, køre på løbehjul eller træne sin balance, og som en ekstra bonus er den endnu bedre i regnvejr hvor vandet løbet gennem forskellige kanaler. Vi var så “heldige” at ramme den på den eneste regnvejrsdag vi havde og da påklædningen var i orden var det en super oplevelse.


Fodring af ænder, svaner og gåtur på broerne
En aktivitet vores piger på 6år fandt meget underholdene var at fodre ænderne og svaneparret i havne bassinet. De brugte lang tid på at fodre og snakke med dyrene. Ud over fodring fra broerne i havnebassinet er der faktisk så mange bådbroer at man kan lave en hel gåtur ud af det. Pas dog på i de mørke timer, nogen af broerne er ikke helt så brede som man lige tror de er, Morten var ved at falde i på en af vores aftenture 😉

Strandtur i gåafstand

Går man modsatte vej af kulturøen og følger den lille cykelsti langs P-huset og videre ad Gl banegårdsvej kan man dreje til venstre ad den lille vej “Svinget” og herfra komme ned til en hyggelig lille og ubefolket sandstrand (i hvert fald i februar måned). Her er der rig mulighed for at samle muslinger og sten og samtidig nyde den flotte udsigt.

Louisep

Vi er en familie på 4, far Morten, mor Louise, datter Sofie 6år og datter Julie 6år. Vi er på 6mdr. Orlov rundt i Danmark i vores autocamper “Campi Hygge”. Du kan se mere om vores rejse på Instagram soerensen.louise Når vi ikke er på orlov bor vi i lejlighed i Esbjerg. Julie og Sofie har indtil videre gået i børnehave og starter i skole når vi kommer hjem igen. Vi har længe haft planlagt at skulle på orlov, men planen var Australien og syd øst Asien, hvor Morten og Louise har rejst rundt med rygsæk før børn. Men som verden er nu har vi ændret planer et par gange, se mere om det i indlæg. Vi startede vores orlov på Fanø, det er jo også en ø 😉 og der har vi været de første 14 dage. Læs med og se mere om autocamperlivet som familie rundt i Danmark. Det skal lige siges at vi aldrig har ejet campingvogn eller autocamper tidligere, så alt er nyt for os og vi har en meget stejl læringskurve 🤩

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post comment