Faldsled havn med autocamper

Last modified date

Comments: 0

Vi stoppede på Faldsled havn fordi vi vidste at vi kunne få et varmt bad der, hvilket vi efterhånden trængte til 😉

Da vi ankom om eftermiddagen fandt vi først ud af hvor vi kunne holde, derefter købte vi havnekort og gik over for at kigge på fælleshuset. Det er et super fint fælleshus der er på Faldsled havn og på denne årstid, slut februar, var der ikke mange andre end os som brugte det. 

Solnedgang fra fælleshuset

Vi havde brugt dagen på Helnæs med gåtur ved fyret og rundtur hvor vi nød de mange smukke udsigter.

Fyret på Helnæs

Da vi spiste mad i fælleshuset om aftenen og var ved at gøre klar til at putte pigerne, proklamerede de nærmest i kor, at de ville have en slapperdag dagen efter. Egentligt kan jeg godt forstå at de engang imellem trænger til en slapperdag, ikke fordi vi suser mega hurtigt frem, men altså de bliver jo slæbt ud på gå og cykelture dagligt 😉 så selvfølgelig fik de den efterspurgte slapperdag. 

Slapperdagen blev nydt i nattøj, startede med et afsnit i Sigurd Barretts Danmarkshistorie, derefter over i fælleshuset og spise morgenmad, så blev der spillet matador mod den usynlige ven, set 2 film og spist popcorn.

Derefter trængte vi alle til lidt luft, så flyverdragterne ovenpå nattøjet og ud i solen ☀️ vi gik ned til vandet som ligger få meter derfra og fangede snegle, samt muslinger til at fange krabber med 🦀 om nogen måneder lykkes det vel at fange nogen krabber 🙂

På snegle og muslinge jagt

På badebroen var der god aktivitet med folk som skulle ud på kajaktur, kom hjem fra kajaktur og vinterbadere. Sofie fik den idé at hun ville vinterbade, så det fik hun selvfølgelig lov til, jeg fandt håndklæder og tøj til dem begge, jeg tænkte at Julie måske ville blive revet med af den gode stemning 😉 og det blev hun, begge hoppede i baljen og synes det var en fest 💦

Hurtigt op og i varmt bad indenfor, derefter rent tøj og så læste vi endnu en bog mens aftensmaden blev lavet klar. Selvfølgelig skulle vi have pandekagefest, nu der var mulighed for at have 3 blus igang på en gang 🥞

 Det var en dejlig dag for pigerne, vi nød det egentligt også. Dagen efter blev vi voksne også lokket med i den udendørs balje, dejligt forfriskende 😍 og sidste dag i februar, så det var jo egentligt sidste chance for vinterbadning på denne side af sommer, fra nu af er det forårsbadning 🙂

Omkring Faldsled havn er der fine gåture langs stranden begge veje ud, vi var afsted den ene vej hele familien og dagen efter løb jeg morgentur den anden vej ud.

Krabbefiskerne tjekker om der er fangst før sengetid

En anbefaling kan være at have købt ind inden ankomst til Faldsled, da der ikke er indkøbsmuligheder i byen. Normalt har kroen åben, men det er måske ikke lige til ferie budgettet at spise der hver dag 😉

Der er gode forhold for autocampere, fine parkeringsmuligheder, strøm, vand og adgang med havnekort til gode bade og toiletfaciliteter samt fælleshus med køkken og godt wifi. Vores klare anbefalinger herfra 🙂

Solopgang på Faldsled havn

Louisep

Vi er en familie på 4, far Morten, mor Louise, datter Sofie 6år og datter Julie 6år. Vi er på 6mdr. Orlov rundt i Danmark i vores autocamper “Campi Hygge”. Du kan se mere om vores rejse på Instagram soerensen.louise Når vi ikke er på orlov bor vi i lejlighed i Esbjerg. Julie og Sofie har indtil videre gået i børnehave og starter i skole når vi kommer hjem igen. Vi har længe haft planlagt at skulle på orlov, men planen var Australien og syd øst Asien, hvor Morten og Louise har rejst rundt med rygsæk før børn. Men som verden er nu har vi ændret planer et par gange, se mere om det i indlæg. Vi startede vores orlov på Fanø, det er jo også en ø 😉 og der har vi været de første 14 dage. Læs med og se mere om autocamperlivet som familie rundt i Danmark. Det skal lige siges at vi aldrig har ejet campingvogn eller autocamper tidligere, så alt er nyt for os og vi har en meget stejl læringskurve 🤩

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post comment