Top5 over ting man skal på Ærø uden for sæsonen

Last modified date

Comments: 2

Efter mere end 2 uger på Ærø har vi haft god tid til at finde vores favoritter på øen. På færgen over til øen læste vi højt for pigerne i Ærø-bladet så de også havde en ide om hvad der ventede forude og selv kunne være med til at bestemme hvad vi skulle ud og se.

Generelt er Ærø et fantastisk sted til gå og/eller cykel ture. Her uden for sæsonen har man nærmest de små veje helt for sig selv og kommer der endelig en bil er de gode til at sænke farten og trække over i modsatte vejbane. Og er man til fods kan man altid komme retur med bussen som er gratis hele året. Vi havde dette kort med både cykel og vandrestier og brugte det flittigt. Kortet findes også om bord på færgerne.

https://www.aeroekommune.dk/borger/energi-natur-miljoe-klima/cykel-og-vandrefolder-aeroe

Tre små cyklister

Besøg Voderup klint
Det er et imponerende syn at komme ud til Voderup Klint, landskabet ligner at der er en flok kæmper som har bygget trappetrin. Når man parkerer cykel eller bil oppe på parkeringspladsen hvor der også er WC har man en virkelig smuk udsigt over landskabet og vandet. Deroppe fra går der en sti ned mod vandet og det sidste stykke er der trapper.

Voderup Klint på en dag med både solskin og tunge mørke regnskyer

Der er en super fin brochure om Voderup Klint som du kan tage derude og den beskriver rigtig fint lidt om naturen, landskabet og historien i området. Da vi var derude var der oliebiller som var i forårshumør og parrede sig, det synes pigerne var meget underholdende og de brugte lang tid der.

Oliebille ved Voderup Klint

Vi var cyklet derud fra Søby, en god cykeltur med mange bakker, det kunne særligt Morten mærke, da han havde pigerne i cykeltraileren. På hjemvejen valgte vi at køre over landevejen og tage nordkysten af øen tilbage til Søby, der var endnu flere bakker, men meget smuk natur og flotte udsigter. På cykelkortet over Ærø er det grøn rute vi tog derned og rød rute vi tog hjem, bestemt en anbefalelsesværdig tur.

Gåtur langs Vitsø til Søbygård og besøg på Søbygård
Vi gik en tur langs Vitsø og nød det fantastiske dyreliv med hundredevis af Canadagæs, en del svaner og et utal af andre fugle. Undervejs er der et fint fugletårn med vinduer og dør så det kan bruges i al slags vejr. Vi havde kikkerter med og brugte noget tid på at kigge på forskellige fugle og se om vi kunne gætte hvilke fugle det var vi så. Ellers nød vi naturen og studerede de få blomster vi mødte på vores vej. Ofte kan man også få en god snak på sådanne ture, for når vi går er det jo ikke tempoet og det at komme afsted i en vældig fart der er vigtigt, men lige så meget oplevelsen og det at være sammen som familie. På denne gåtur havde vi mormor og morfar med og det var bestemt et plus for mormor kender sin fugl på travet 😉 Så vi fik genkendt mange flere fugle end vi selv ville have gjort.

Med en kikkert kan man komme endnu tættere på det imponerende fugleliv ved Vitsø

Til ture af den længde er det vigtigt at det er hyggeligt, de to tøser har jo ikke så lange ben så derfor holder vi pauser undervejs og på denne tur spiste vi madpakker ved fugletårnet, du kan se denne rute på kortet ovenfor.

Canadagæs over Vitsø

Turen endte ved Søbygård, en smuk herregård fra 1580 som er opført af Hans den yngre og den er meget flot renoveret i 1990érne hvor vindebroen er rekonstrueret og voldgraven fyldt med vand. Disse omgivelser nærmest kaldte på en skattejagt, så jeg havde taget guldmønter, papir og blyant med hjemmefra og så fik jeg tegnet et skattekort og gemt kortdele og skat inden pigerne blev sat igang. Det er en ret sjov leg, hvor de får øvet samarbejde, kortlæsning (hvis deres mor har tegnet tydeligt nok ;-)) og tålmodighed når det er den andens tur til at finde kortstumpen. Det er skønt at de kan glæde sig så meget over at finde en guldmønt (chokolade guldmønt) til dem hver.

To stolte piger der har løst skattekortet og fundet skatten (de 2 guldmønter)

Ude i vold anlægget går der nogen søde får, vi havde været forbi og klappe dem inden denne tur og det var vigtigt for pigerne at komme tilbage og klappe dem igen. Morten og pigerne var så heldige at de blev fodret mens de var derude og pigerne fik lov til at være med til fodringen, det var stort. De leger ofte dyrepassere, når de fodrer ænder eksempelvis og de elsker generelt dyr. Derfor var det mega spændende at møde fårenes ejere og høre at de fleste var drægtige og nogen kunne få lam når som helst. Vi bliver nok nødt til at holde ind og kigge inden vi drager videre fra øen 🙂

Fårene ved Søbygård Vestermølle i baggrunden

Besøg i Marstal og Ærøskøbing
Både Marstal og Ærøskøbing har masser af historie og flotte og hyggelige gamle huse. Derudover er der ved begge byer nogle fine og traditionsbundne badehuse.

Udsigt til Badehusene i Marstal


I Marstal som er øens største by kan man tydeligt mærke den maritime stemning, de har tidligere været Danmarks 2. største havn, kun overgået af København. Nu er der et flot stort Søfartsmuseum, som også har lidt udstilling udenfor som vi hyggede os med at undersøge. Der er søfartsskole i byen og en meget aktiv havn og en stor lystbådehavn hvor de nu mens vi er her mest er igang med at klargøre bådene til at komme i vandet.

Marstal udendørs areal til Søfartsmuseet

I gå-gaden er der en del butikker og jeg er sikker på at man kan få alt man måtte mangle, hvis du ikke har fundet det du mangler, så gå ind til Bille Knudsen og spørg dem, det er en skøn butik med alt fra sejler udstyr til legetøj og alm isenkræm.

I Ærøskøbing findes Priors hus, som er Ærøskøbings næstældste hus fra 1690 som har en hoveddør der er malet med okseblod som blev brugt til at imprægnere døren. Det synes pigerne var virkeligt spændende og der var et lidt af en skattejagt at finde huset blandt alle de andre gamle huse.

Priors hus i Ærøskøbing


På torvet er der en gammel vandpumpe som pigerne straks gik igang med at se om de kunne få vand ud af, efter meget møje og besvær, de var meget stolte. De var underholdt så længe at vi nåede at drikke en kop kaffe imens 😉

Vandpumpen på torvet i Ærøskøbing

Det er en oplevelse i sig selv at gå gennem Ærøskøbings gader og studere alle de gamle velholdte huse.

Ærøskøbing

Skjoldnæs fyr
Vi cyklede derud alle 4, det var en dejlig nem tur fra Søby, både for store og små ben, det hjalp også at solen skinnede fra en skyfri himmel og der var vindstille. På vej derud kan man være heldig at se en guld ko på marken ved et galleri på vejen.

Guld ko

Da vi kom derud parkerede vi cyklerne og gik over for at se om vi kunne komme op i fyret, det kunne vi 🙂 Bare kontanter eller mobilepay så kan man gå op ad den meget smalle trappe og nyde den fantastiske udsigt. Når der er klart vejr kan man se Tyskland, Als, Fyn og en del af de små øer der er hernede i det Sydfynske Øhav. Vi nød udsigten længe og stod også og lurede golfteknik, der var mange på golfbanen og nyde vejret.

Udsigt fra Skjoldnæs Fyr

Efter besøget i fyret gik vi ned til stranden, der var skønt og dejligt og lige ved stien var der et bord med bænke hvor vi spiste vores frokost. Efter frokosten nød vi voksne en kop kaffe mens børnene legede. Derefter byggede vi stenskulpturer sammen, det er en hyggelig aktivitet som kræver tålmodighed og øjemål samt have øje for hvilke sten der kunne være gode at bygge af. Der lå en stor sten ude i vandet som vi kastede sten efter, det er en fin aktivitet som styrker ungernes motorik, øje hånd koordination og så kan der let gå lidt konkurrence i det, både Morten og jeg har et konkurrencegen der let kan vækkes, ligesom en af vores døtre, den anden er fuldstændig ligeglad men vil godt være med alligevel 🙂

Stranden ved Fyret

Da vi efter ca.3 timer ikke gad det mere, gik vi på golfboldjagt på stranden og vi var så heldige at vi fandt hele 5 stk 😉 Julie og Morten havde snakket om minigolf i flere dage og spillet med en hoppebold, fundet på Bjørnø, og en træpind der var fundet i skoven. Banen fandt de selv på og jeg fandt aldrig rigtig ud af reglerne, men de hyggede sig helt vildt med det begge to. Så da vi kom tilbage skulle der selvfølgelig spilles minigolf igen, der var heldigvis et stykke græs på legepladsen ved siden af der var perfekt til selvbestaltet minigolf.

Selvbestaltet Minigolf

Nyde roen og freden
Lad være med at planlægge aktiviteter hver dag, men tage nogle dage hvor I bare nyder dagen og gør hvad der lige falder ind. Ærø er oplagt til at nyde roen og freden, der er helt utrolig dejligt fredeligt her, måske fordi vi er her udenfor sæson. Jeg kan i hvert fald høre på de lokale at der var mange turister sidste sommer 🙂

Som nu her i marts har vi det hele for os selv, vi har været på ture rundt på hele øen, på cykel, gående, i bus og i autocamper og det er ikke mange mennesker vi møder rundt omkring. Ude i naturen er det primært i weekenderne vi overhovedet har mødt andre mennesker, ellers kan vi være flere timer ca. samme sted og der er kun os, det er ret dejligt 🙂

Dejlig strand fra Ærø


Vi har brugt mange timer på strandene rundt på øen med at bygge stenskulpturer, der er mange super gode sten til nybegyndere her på øen, indtil videre har vi mest bygget tårne og det med flest sten er vist 18 stk. det er sjov aktivitet for både børn og voksne.

Stenskulptur

Vi tog også forskud på Ærø traditionen med at koge æg i saltvand på stranden, det var super hyggeligt og æggene smagte dejligt, de var hentet hos en bondemand et par dage tidligere på en af vores cykelture.

Æggekogning på strand på Ærø

Ud over det har vi brugt timer på at samle skrald primært på strandene, jeg bliver hurtigt utålmodig hvis jeg går tur med pigerne, fordi de leger og finder pinde og sten og leger lidt mere 😉 så for at vi alle har en god tur, har jeg en pose med og samler så skrald, nogen gange hjælpes hele familien ad og vi får en snak om hvad der er skrald og hvor længe det forskellige kan ligge i naturen inden det måske bliver nedbrudt.

Som afslutning lige et lille staldtip vi fik fra en af de lokale. Hvis det blæser og man vil til stranden, så vælger man blot den side af øen modsat blæsten.

God fornøjelse 🙂

Louisep

Vi er en familie på 4, far Morten, mor Louise, datter Sofie 6år og datter Julie 6år. Vi er på 6mdr. Orlov rundt i Danmark i vores autocamper “Campi Hygge”. Du kan se mere om vores rejse på Instagram soerensen.louise Når vi ikke er på orlov bor vi i lejlighed i Esbjerg. Julie og Sofie har indtil videre gået i børnehave og starter i skole når vi kommer hjem igen. Vi har længe haft planlagt at skulle på orlov, men planen var Australien og syd øst Asien, hvor Morten og Louise har rejst rundt med rygsæk før børn. Men som verden er nu har vi ændret planer et par gange, se mere om det i indlæg. Vi startede vores orlov på Fanø, det er jo også en ø 😉 og der har vi været de første 14 dage. Læs med og se mere om autocamperlivet som familie rundt i Danmark. Det skal lige siges at vi aldrig har ejet campingvogn eller autocamper tidligere, så alt er nyt for os og vi har en meget stejl læringskurve 🤩

2 Responses

  1. Herligt at læse, at I har nydt Ærø udenfor sæson. Det skinner igennem, at I har været gode til ‘at tage det, som det er’ – og hvad er dejligere for små børn, end et langsomt tempo og bare være … ?
    Tak for den fine fortælling👍

    • Dejligt at du nød vores historie 🙂 der kommer mange flere fra andre dele af Danmark. Og jeg tror nemlig helt bestemt det er det bedste faktisk også for voksne hvis vi formår at være i det 😉

Skriv et svar til Louisep Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post comment