Killingfield og S-21
Dette indlæg skal ikke læses af børn og sarte sjæle, det er en grusom fortælling fra Cambodia for ca. 30 år siden.
Ifølge Google Maps skulle der være 15 km fra vores hotel og ud til Killingfield af de små veje som vi havde besluttet os for at prøve. Vi startede vores tur lige efter morgenmaden, for at have lidt køligere vejr at køre derud i, så vi kun ville blive ristet den ene vej 🙂
Vores cykler var hvor vi havde efterladt dem og vi gav vagten lidt drikkepenge, det var han ikke forvænnet med, for han blev ihvertfald meget glad. Vores tur startede i morgentrafikken, som er lige så vild som døgnets andre timer. Vi fandt rundt igennem de små veje, som heldigvis ikke var så voldsomt traffikerede. Der var dog mega støvet og efter et par km fandt vi et sted vi kunne købe en støvmaske, det skulle vi da have gjort for længe siden! Det var skønt at kunne trække vejret rigtigt igen, uden at få støv i lungerne og så ser man meget smart ud med sådan en på…;-)
Vi ankom til Killingfield hvor stort set alle andre turister kom i tuk-tuk eller på motorcykel, så vi var lidt et særsyn på vores cykler. Da vi havde betalt for indgang fik vi en audioguide på engelsk, så vi kunne få forklaringer på det hele med.
Det var en meget særlig og hård oplevelse at gå rundt derude og få de grusomme beretninger fra Pol Pots styrets tid, det kan sammenlignes med at besøge Auschwitz KZ lejren og dog var dette meget værre. Under Pol Pot og de røde Khmerer blev 1/3 del af Cambodias befolkning slået ihjel, grundene til at blive slået ihjel var mange: At man havde briller, at man havde en uddannelse, var barn af forældre med uddannelse og så videre. Pol Pot ønskede at alle skulle være lige hvilket var grunden til at uddannede, folk der talte fremmede sprog og lignende blev dræbt. Grunden til at også børnene blev slået ihjel var at der eller var en risiko for at de ville tage hævn på et senere tidspunkt.
På Killing Field stak der stadig knoglerester og tøjrester op af jorden, man kunne se hvor massegravene havde været og der blev beskrevet via audioguiden hvordan folk var blevet slået ihjel, ved at skære halsen over på dem med et særligt kraftigt palmeblad, da det var meget billigere end kugler. Vi var begge meget berørt under vores besøg derude og vi tog ingen billeder derude, da vi synes det var mest rigtigt at lade være med det.
På trods af at det var en meget hård oplevelse, er vi begge glade for at vi gjorde det, det sætter ligesom hele befolkningens måde at være på i perspektiv og forklarer hvorfor der foreksempel ikke er særlig mange mennesker omkring 40-60 år.
Efter at have været rundt derude og siddet lidt og prøvet på bare at forstå det en lille smule cyklede vi ind mod byen igen. Samme vej som vi cyklede derud, det gik næsten fint kun med Louises indbyggede gps, den tog kun fejl en enkelt gang. Da vi kom ind til byen valgte vi at tage S-21 den samme dag, nu var vi ligesom i den stemning.
S-21 var et gymnasium som fra den ene dag til den anden blev omdannet til et høj sikret fængsel, hvor politiske fanger blev opbevaret. Nu var det et museum hvor man i hver celle kunne se billeder af fangerne og læse hvad der var foregået derinde. Det var hårrejsende ubehagelige historier og skræmmende at tænke på hvad der får folk til at gøre sådan noget! Vi er glade for at vi valgte at tage den oplevelse med, men er også enige om at vi ikke vil anbefale det til folk som rejser alene, det er nu bedst at have en at snakke det hele igennem med bagefter, som kan sætte sig ind i de grusomheder på samme måde som en selv.
Efterfølgende har vi snakket om at det er utroligt så lidt vi vidste om hvad der er foregået herude af grusomheder, og at der garanteret foregår noget lignende i Afrika mange steder uden at vi er vidende om det. Vi håber bare at menneskeheden på et eller andet tidspunkt bliver klogere og begynder at tale sammen istedet for at slå hinanden ihjel!
