Rejsen fra Chiang Mai til Pak Beng

Vi havde bestilt turen fra Chiang Mai til Luang Prabang ved et af de mange rejsebureauer der findes i Chiang Mai. Turen inkluderede minibus med opsamling fra hotellet til grænsebyen Huay Xai overnatning på hotel her inkl morgenmad, samt 2 dages slowboat tur til Luang Prabang med stop i Pak Beng hvor vi selv skulle sørge for overnatning. Pris 1800 baht pr person (ca 350 kr). Man kunne enten tage fra Chiang Mai tidligt om morgenen og have aften i grænsebyen eller tage afsted omkring kl 19 og ankomme lidt efter midnat. Da Huay Xai ikke lød til at have meget at byde på valgte vi den sene afgang. Vi rejste d.11.1. da vores visum til Thailand udløb d.12.1. og vi ville først være over grænsen den dag.

Turen startede med at vi blev hentet ca.30 minutter for sent på vores hotel på grund af trafficjam! Så chaufføren var allerede stresset og irriteret, vi var heldigvis de sidste der blev samlet op. Vi blev kørt til et kontor hvor vi fik en ny billet og blev skrevet på en liste, alt fungerer manuelt her, med papir og kuglepen -så anderledes end hjemme.

Derefter blev vi proppet ind i minibussen igen og vi kørte afsted, vi sad på forsædet ved siden af chaufføren og resten af bussen var fyldt med franskmænd. Fra forsædet var der god udsigt til at se de lokale transportformer, og det er ikke uden grund at pick-up trucks er de mest populære biler i Thailand, her er plads til hele familien og lidt til.

Chaufføren kørte virkelig hurtigt men trods det faldt vi begge i søvn og vågnede først da vi holdt pause ved 7/11, vi var lige ude og strække ben og gå lidt rundt, kl. var omkring 22.30 og vi fik at vide vi ville være fremme ved 1.30-2 tiden om natten. Da vi kørte videre faldt vi begge hurtigt i søvn igen og vågnede da han kørte ind på hotellets p-plads. Ud med os og alt vores bagage, i samlet flok fik vi besked på at vi skulle sove på 6 personers værelser, op kl.7 og afsted kort tid efter, vi var ikke helt vågne, så jeg ved ikke helt om vi fik det hele med…de første 6 personer blev indlogeret og så kom han ud og sagde 4 personer, han fandt 2 og ombestemte sig så og hev et ældre canadisk ægtepar ud og indlogerede dem på et dobbeltværelse, vi stod bagerst, men forrest i forhold til 2 personers værelserne, så vi var heldige at blive proppet ind på et 2 personers værelse også 🙂 sengen var ikke så behagelig, man kunne mærke hver en fjeder, der var et hul i væggen på badeværelset som var stort nok til at vi kunne få besøg af en rotte og væggene var parpirtynde, men så var det jo heldigt at vi kun havde 5 timer at sove i 😉
Om morgenen kl.7 blev der banket på naborummets dør, det lød som vores! Vi var vågne for vi havde stillet vækkeuret, og et minut efter var det vores dør der blev banket på. Vi svarede “we are awake” da vi lå der uden tøj på. Da han meget alvorligt svarede “open the door please” flygtede Louise ud på toilettet mens Morten tog det gamle hullede tæppe som fungerede som dyne rundt om sig og gik ud og åbnede. Her skulle vi så identificere os selv ved navn og hvilken type båd vi skulle med. Da vi var krydset af listen var ordren, “you go eat, we leave 8 a clock”, og pegede på bygningen ved siden af hvor morgenmaden blev serveret. Om guiden havde en fortid i militæret eller om han gennem trail-and-error havde lært at hvide turister kan misforstå alt der ikke er skåret ud i pap fandt vi aldrig ud af, men Morten modstod fristelsen til at gøre honnør og svare “SIR, YES SIR!!”, hvilket nok var meget heldigt da det formentligt ville have bevirket at tæppet han havde om livet ville være faldet ned samtidigt.

Vi stod op og gik ned i restauranten hvor vi så den smukkeste solopgang over Mekong floden og Laos som var lige på den anden side. Vi fik serveret scrambled eggs og to skiver toastbrød, det var det! Ingen valgmuligheder og så var der instant coffee og te. Under morgenmaden spurgte guiden om vi havde foto og US dollars til visa, ellers kunne man få taget billeder og vekslet penge på hotellet, vi havde heldigvis for engang skyld styr på det og havde både $ og billeder 🙂

Efterfølgende blev vi læsset ombord på en pickup truck, Morten på ladet sammen med 7 andre og Louise på bagsædet sammen med 3 andre, så den var fuld! Alle rygsækkene lå i midten af ladet og dem der sad på ladet skulle sidde på kanten.

Vi blev kørt en lille tur på max 5 minutter før vi var ved grænsen ud af Thailand, det gik let, vi fik et par stempler og så var vi klar til at tage båden over Mekong floden til Laos.

Lige på den anden side af floden var Laos pas chek, der skulle vi udfylde en immigrationsseddel og en indrejse blanket, det sjoveste på immigrationssedlen var at vi skulle udfylde hvilken race vi er! Efter vi havde udfyldt papirerne stod vi i kø for at aflevere vores pas og papirer, så de kunne sætte vores visum i passet, det var ret sjovt at kigge ind a vinduet, de sad og klippede og klistrede med alle vores billeder og pas. Efter et stykke tid viste de et pas ud af vinduet og så skulle man komme og betale for sit visum, vi gav 35$ hver, eller faktisk 36$ fordi det var lørdag og så kostede det en dollar ekstra 🙂 det gik rimelig hurtigt og vi fandt vores samlingssted.

Der kunne man købe mad og drikkevarer (inklusiv whiskey som mange drikker på slowboaten) vi nøjedes dog med vand og cola 🙂 + sandwich, kiks og bananer til turen. Det er ikke muligt at købe mad ombord på båden, drikkevarer kan købes, men det kan bedre betale sig at købe på land.
Vi ventede der i ca.1 1/2 time og fik tid til at finde ud af at de laver lige så god iskaffe i Laos som de gør i Thailand (de har også en forkærlighed for kondenseret mælk, selvom man bestiller uden sukker) vi blev læsset ombord på en taxi (en motorcykel foran en vogn hvor der kan sidde 8-10 personer og bagagen på taget) og kørt ned til båden. Der skulle vi vente yderligere, på at vi blev indskrevet og fik vores pladser på båden (det virker som om de gerne vil have kontrol over hvor turisterne er i landet). Vores guide fortalte at det var en rigtig god idé at bestille hotel hos ham fordi det var peakseason og alt var udsolgt, det valgte mange turister at gøre, lært af tidligere erfaringer stoler vi ikke blindt på alt hvad de siger så vi valgte at tage chancen.

Så skulle vi ombord på båden, sæderne var nummereret, vores sæder viste sig at være allerbagerst sammen med motoren som ikke var afdækket, vi så ikke umiddelbart nogen redningsveste ombord på båden, men vi følte os meget trygge, da de havde ofret et par bananer og nogen blomster til motoren.

Vi havde hørt at det var de værste sæder af alle -og det viste sig at være rigtigt! Der var næsten ingen vinduer, så det med at nyde udsigten kunne vi skyde en hvid pil efter! Så snart motoren startede var det umuligt at føre en samtale, men det værste var at resten af bådens rygere kom ned i det område for at ryge…vi gik op og spurgte en af besætningsmedlemmerne om der var mulighed for at flytte, det var der ikke :-/ Efter ca. 1 1/2 time i lydinferno kunne vi ikke holde det ud mere og vi gik op gennem båden, bare for at få lidt luft og for at nyde udsigten lidt, det viste sig at der var 2 ledige sæder, et på første række og et på anden række, hvor vi fik lov at sidde…juhuuu hurra det var fedt!

Lige pludselig var turen en fornøjelse med en fantastisk udsigt, frisk luft og godt selskab fra de øvrige passagerer. Vi sad ved siden af Christine, en dame tæt på de 60 år som var advokat og arbejdede for National Security (sikkerhedstjenesten) i Canada. Hun var for nogle år siden blevet skilt fra sin mand gennem mange år og var nu på en måneds rundrejse i Asien. På det andet sæde sad Kashmir, som var i starten af 40’erne, født i Indien men havde boet i Canada det meste af hendes liv. Hun startede med at arbejde som 5-årig, så det der med at Louise synes det er synd for børnene at de skal arbejde når de er små er altså ikke nødvendigvis en dårlig ting. Hun var nu universitetsuddannet, og arbejdede nu for de sociale myndigheder i Canada og havde tidligere været med til at lave politikker på området. Hun havde desuden en del High-end udlejningsejendomme og for investering i ejendom er aldrig en dårlig ting på lang sigt, heller ikke i Canada 🙂
Begge kvinder var ret skarpe når det kom til investering så vi brugte en del af turen på at diskutere investeringsstrategier, de diskussioner havde vi nok ikke haft med de lettere alkoholiserede backpackere i motorrummet, og det ville ikke kun være på grund af larmen. Begge kvinder havde rejst i det meste af verden og havde mange interessante ting at fortælle, desuden var begge interesserede i en sundt og aktiv livsstil og havde begge brugt personlige trænere så hvis Louise havde boet i Canada havde der været en oplagt jobmulighed 🙂 …de betalte mellem 80-150 dollars (450-850 kr) i timen for personlig træning afhængig af kvalifikationerne.

Tiden fløj afsted og før vi havde set os om var vi i Pak Beng hvor vi skulle overnatte. Så snart båden havde lagt til blev vi nærmest overfaldet af folk som ville udleje hotelværelser til halv pris af hvad guiden tog. Da vi gik op igennem byen mødte vi Kashmir fra båden som som havde fundet et godt værelse og vi besluttede at bo på samme hotel. Hotellet kostede 300 baht (ca 60 kr) og var udemærket efter Laos standard.

Lige over for hotellet var en indisk restaurant som Morten hurtigt fandt ud af var den eneste restaurant på Tripadvisor, og den havde fået gode anmeldelser. Vi lokkede Chris og Kashmir med derover og det var den bedste indiske mad vi nogensinde havde fået, selv Kashmir som er inder var imponeret. Der skete ikke så meget i byen så efter en hyggelig middag gik vi tidligt i seng så vi kunne komme tidligt op og få gode sæder i båden den næste dag.