Cykeltur og bådtur på Don Khon
Dagen efter startede vi med en morgen løbetur, det var ret sjovt for vi tror ikke de lokale er så vant til det syn. Vi løb forbi 3 munke der var ude og samle morgenmad, den ene af dem havde dog så travlt med at kigge på Louises sko at han helt glemte takkebønnen 🙂 Vi løb ca. 5 km, på en tid som ikke ligefrem var imponerende, men det var en god måde at komme igang med dagen på og ruten var også offroad i dansk terminologi, når man løber i Danmark skal man ikke løbe slalom mellem hunde, katte, børn, scootere, vandbøfler, kyllinger og butiksejere der vander vejen for at undgå at alt bliver voldsomt støvet. Desuden er vejen hullet, stenet og fyldt med mudderpøle der hvor den lige er vandet.
Efter morgenmaden tog vi cyklerne på udflugt, vi kom ud og så et lille vandfald, da vi klatrede rundt på klipperne mødte vi 3 små drenge som vi hilste på, da vi kom op til vores cykler var de også kommet derop, den ene sagde STOP og rakte armene ud til siden, så hoppede han bag på Mortens cykel og lillebroren blev installeret på Louises bagagebære og så blev der ellers kørt om kap 🙂 Storebroren løb bagefter, de fik et lift op i nærheden af en lille landsby.
Om eftermiddagen kl.13 havde vi booket en bådtur. Vi var dog lidt i tvivl om det ville blive til noget da bådføren som vi havde booket turen ved om aftenen inden var så stangstiv at han næsten ikke kunne stå op da vi bookede. Da vi kom lå han og sov, men hans børn sørgede for at vi fik billetter, og at der kom mad i båden og alt andet blev gjort klar. Kl 13.45 vågnede han så og vi kom 8 turister plus fører ned i båden som normalt bliver brugt til max 5 personer. Derefter blev vi sejlet med et af vandfaldene som er det største (volumenmæssigt) i sydasien. På vejen sagde han pludseligt “sorry, sorry, sorry…..haha” og kort efter kolliderede vi med en stor busk som var fyldt med store røde myrer.
Hverken myrerne eller os var specielt glade for mødet og båden gyngede en del mens alle kæmpede for få myrerne væk. Heldigvis lagde vi til tæt ved og gik det sidste stykke hen til vandfaldet som var rigtigt imponerende. “Papa” som vores bådfører hed kravlede op i et kæmpe træ som stod på kanten af floden og satte sig til rette med hans flaske “Lao Lao” (en lokal spiritus). Vi fulgte efter og nød udsigten deroppe fra, og krydsede fingre for at han ikke drattede ned så vi selv skulle sejle båden hjem. Det gik dog fint og inden længe var vi igen i båden og på sejlede hen til et nyt sted hvor vi lagde til og kom ud på en længere gå og klatretur som også indebar forcering af et par faldefærdige broer. Det mest interessante var dog en primitiv svævebane som alle blev transporteret over en ad gangen.
Vi fik frokost længere nede at vandfaldet hvor man også kunne bade og der var endda en naturlig eternity pool grundet strømmen så Morten fik lidt ekstra motion her. På den anden side af vandfaldet var der var der en udsigtspost fyldt med mennesker så vi besluttede at kravle op på største sten vi kunne finde og flexe til ære for turisterne og så kunne vi ellers se masser af blitzlys fra huset. Når vi kommer hjem skal vi lige huske at lave en søgning på “crazy White people flexing at Khonephapheng waterfall” og se om vi dukker op 🙂
Middagen blev lidt forsinket da Papa havde glemt en lighter og der ikke var nogle rygere med…Sorry sorry. Han havde også kun pakket Beer Lao og en sodavand til maden selvom halvdelen flere gange på forhånd havde sagt de ikke drak øl. Men det tog han nu med højt humør “Sorry sorry…. Beer lao…haha”. Men vi hyggede os og fik snakket med de andre, to lesbiske der cyklede rundt i Asien i 9 måneder og et tysk par som rejste i 5 måneder. Hun var terapeut og derfor havde de blandt andet været i et buddistisk kloster i 10 dage i Indien hvor de ikke måtte snakke sammen og brugte hele dagen på at meditere. Derudover var der to kinesiske piger som holdt sig mere for sig selv og tog billeder af sig selv og hinanden. Frokosten bestod af kylling/fisk med salat og var ret god. I mellemtiden havde Papa imidlertid haft god tid til at drikke Lao Lao og havde efterhånden lidt svært ved at holde balancen, for han havde jo også været nødt til drikke de Beer Lao der var til overs så der var mindre at slæbe på hjem. Vi fik dog fodret ham med lidt kiks så han havde noget i maven og da først vi kom i båden gik det meget bedre med at holde balancen.
På vejen hjemad var der masser af fugle og den efterhånden obligatoriske solnedgang over Mekong blev vi heller ikke snydt for. Vi nåede sikkert i land og da alt er mørkt efter kl 19 tog vi ud og fik aftensmad og pandekager og derefter var det ved at være sengetid.
