Træning, en Inder med en tiger og flyrejse med udfordringer til Filipinerne
D. 5 april. Vækkeuret ringede meget tidligt, helt præcist kl 5, og så var det eller bare op og i træningstøjet mens vi nærmest i søvne fik lavet noget instant coffee. Vi skulle lave vores open workout kl 6 da der var hold efterfølgende. Vi kom derover og Henrik som var leder af stedet og skulle dømme os kom da vi var færdige med at varme op. Hvordan workouten gik kan I snart læse om her: www.louisep.dk – Vi var også på holdet efterfølgende for lige at få lidt trænet helt igennem og så blev Louise lokket til at tage opvarmningen på et pigehold der kørte bagefter.
Derefter var det tilbage på hotellet hvor vi lige kunne nå morgenmadsbuffeten hvilket var meget godt timet da vi efterhånden var ved at være ret sultne. Derefter hoppede vi på det nærliggende skytrain, kørte et par stop og stod af ved Lumpini park. Vi gik ikke langt før vi stødte på de kæmpestore varaner der lever i parken. Heldigvis spiste de ikke små blonde piger som Morten ellers havde forsøgt at bilde Louise ind.
Vi gik bagefter lidt rundt og fik blandt andet set parken udendørs træningscenter som var i en rigtig rå gammeldags stil der ledte tankerne hen på Muscle Beach i Venice, Californien. Vi havde dog fået trænet nok så vi lejede istedet en måtte og lagde os på græsset og slappede af og nød udsigten til den nærliggende sø.
Da vi havde fået set nok park søgte vi ly for varmen i et nærliggende storcenter og tog derefter tilbage til en Starbucks klon der lå tæt ved hotellet for at slå de sidste timer ihjel inden vi skulle ud i lufthavnen og flyve videre til Cebu på Filippinerne. Da Morten tog sin telefon op og kiggede på billetterne en ekstra gang blev han dog lidt bleg. Det viste sig nemlig at vi havde bestilt billetterne til kl 00.40 D. 5., hvilket altså var natten før. Og som prikken over i’et havde vi timet det sådan at vores Visa udløb D. 5 så vi skulle igennem paskontrollen ud af Thailand senest kl 23.59. – What to do, what to do?!
Efter få overvejelser blev vi enige om at tage tilbage til hotellet og få dem til at ringe til flyselskabet og spørge om de havde billetter til det der så viste sig at være d.6.4. Da vi kom derover var de meget søde og hjælpsomme, vi fandt dog ud af at Cebu Pacific kun havde kontorer på Filipinerne og der ville de ikke ringe til, så vi blev enige om at tage ud i lufthavnen og se om der måske var et fly samme tid og finde ud af om vores returbilletter stadig var gyldige. Vi fik vores bagage af portneren som også fandt en taxi til os, den første ville ikke køre på taxameter, så vi flyttede al vores bagage over i den næste taxi, som blev kørt af en ældre herre der ikke talte engelsk, men han kørte på taxameter 🙂
Da vi satte os ind på bagsædet satte Louise sig på en iPhone. Da hun rakte den over til chaufføren og sagde at den lå på sædet, tog han den op til øret, men der var jo ikke nogen i den anden ende, så han afleverede den tilbage igen. Efter lidt tid ringede telefonen og Louise tog den og fortalte hvem hun var som det mest naturlige i verden. Det var ejermanden som var i den anden ende. Han var Inder og talte ikke thai, Louise forklarede ham at vi var på vej i den internationale lufthavn og at vi sad i en taxa og at vi sikkert forhåbentligt skulle til Filipinerne samme aften. Han ville lige overveje hvordan han kunne få sin telefon tilbage.
Efter lidt tid ringede han igen, men havde ikke fundet en løsning, han fik chaufførens navn og taxiens nummer, han spurgte om chaufføren var lige så pålidelig som os, men det var jo selvfølgelig svært at svare på. Da vi havde kørt lidt videre ringede han igen fra et andet nummer, lige først var Louise i tvivl om hvorvidt det var ham hun snakkede med, men den indiske dialekt afslørede ham. Han sagde “I have a tiger with me” Morten kiggede undrende da Louise gentog “do you have a tiger with you?!”, og lignede en der tænkte om han måske var en del af et omrejsende cirkus. Dette scenarie gentog sig flere gange, men til sidst fandt Louise ud af at han snakkede om en “Thai Girl”, som skulle snakke med chaufføren og forklare ham hvor han skulle køre hen med telefonen efter at han havde sat os af i lufthavnen. Det kunne chaufføren ikke helt forstå, han blev nødt til at holde ind til siden og prøve på at forstå vores forklaring om at vi skulle ud i lufthavnen først inden han skulle køre hen og aflevere telefonen. Vi håber han forstod budskabet, for vi afleverede ihvertfald telefonen til ham da vi ankom til lufthavnen. Men vi fik en sjov taxitur og en god historie ud af det 🙂
Vi glemte næsten helt at bekymre os om manglende flybilletter, et visum der udløb om 2 timer og et betalt hotel der ventede på Filipinerne. Mellem samtalerne med inderen havde vi dog haft tid til at snakke om hvad vi skulle gøre hvis der ikke var et fly med plads til os til Filipinerne og var blevet enige om at vi bare ville tage et fly til det land vi synes lød mest interessant 🙂
Da vi kom ind i lufthavnen kunne vi se at der var et fly som afgik kl.00.40 til Cebu, så vi skyndte os over til Cebu Pacific og spurgte om der var plads, hvad det kostede og om vores returbilletter stadig var gyldige. Der var plads og vores returbilletter var gyldige, så det skulle have været meget dyrt hvis vi ikke skulle tage den. Det kostede 4000 kr, som skulle betales kontant. Vi fandt en hæveautomat og Morten prøvede først at hæve, men det kunne han ikke, da han havde hævet tidligere samme dag og hans MasterCard er blevet lukket på grund af misbrug. Så Louise måtte igang med begge kort, da man kan max hæve 2000kr på hvert kort inklusiv hævegebyr, så det var godt billetterne ikke kostede mere 🙂
Det lykkedes os lige nøjagtigt at få hævet nok, da vi ikke havde brugt alle dem Morten havde hævet tidligere, så vi slap for at skulle en tur forbi pantelåneren. Da vi købte billetterne med så kort tids varsel var der en max vægt på vores rygsække på 15 kg hver, så det var godt Martin havde taget nogen ting med hjem for os fra Singapore. Vi klarede vægtkravet ved at tage den bærbare med i håndbagagen og endte på ca 29,7 kg ialt.
Vi fik vores billetter og de søde damer printede vores returbillet for os, da man skal vise en gyldig returbillet når man ankommer til Filipinerne, ellers kan man blive nægtet adgang. Da vi var igennem paskontrollen kl. 23.38 d.5.4, troede vi at vi kunne slappe lidt af. Vi fandt dog ud af at vores lidelser ikke var overstået endnu! Vores fly var forsinket ca to timer :-/ vi skulle skifte fly i Manila og det fly kunne vi næsten regne ud at vi ikke ville nå, så Louise blev placeret i nogen gode stole, mens Morten gik på jagt efter Cebu Pacifics informationsskranke. Sådan en havde de ikke, men via lufthavnens informatio fandt han ud af at vi måtte tale med personalet når vi chekkede ind og så skulle de nok løse det (oversat: det vil vi helst ikke have noget at gøre med). Så vi gjorde det eneste rigtige i en situation som den – vi tog en lur 🙂 Da vækkeuret ringede gik vi ned til gaten og personalet der sagde at flyet ville vente på os, vi blev boarded og kom afsted til den planlagte forsinkede tid. Vi kom til at sidde ved siden af en filippinsk pige på 28 år som var på vej hjem fra rundrejse i Indien. Hun var freelance programmør hvilket Morten næsten havde gættet da hun havde tatoveret på underarmen og fik en sund kost bestående af chips og gatorade 🙂 Hun havde dog en masse tips og tricks til hvad vi skulle se på Filipinerne, hvilket var fint at få fra en lokal. Vi fik sovet lidt mere inden vi ankom til Manila forsinket yderligere. Vi spurgte flypersonalet hvad vi skulle gøre og de forklarede at vi skulle finde Cebu Pacific personalet efter paskontrollen, så ville de hjælpe os (kender vi allesammen det der med at sende problemerne videre :-)) vi nærmest løb hen til paskontrollen, gik igennem diplomat indgangen hvor der ikke var kø, det tog de ikke så tungt selvom Louise havde forberedt sig på at vi sikkert ville komme i fængsel i 10 år for at gøre noget så frækt, nu må vi se om de står og venter på os når vi forlader landet igen!
Vi nåede selvfølgelig ikke flyet! Og fik at vide at næste fly var kl.10 og at der var plads til os, så vi gjorde noget af det vi er bedst til, fandt en café og spiste noget mad 🙂 vi tog også et par billeder og som I kan se ser Morten helt vågen ud på trods af at vi ikke havde sovet ret meget de sidste par døgn.
Da vi kom op til gaten viste det sig at vores næste fly også var forsinket, så her blev det også til en lur for Louises vedkommende. Endelig kom vi ombord og afsted mod Cebu City, hvor vi ankom til den planlagte forsinkede tid. Vi blev læsset på en taxi, med en ældre herre som chauffør, han talte udemærket engelsk og fortalte os lidt om byen som vi kom frem. Han vidste dog ikke hvor vores hotel var, men vi fandt det ved at spørge om vej i lokalområdet. Vi fik chekket ind og efter et bad tog vi os en velfortjent lur efter den lange rejse.
