Fra Bantayan til Bohol

D. 11.4. rejste vi videre fra Bantayan til Bohol, en stor ø der ligger øst for Cebu. Vi lagde ud med morgenmad på stranden på et nærliggende resort. Her mødte vi en tysk kvinde som vi tidligere havde snakket lidt med og blev enige om at spise morgenmad sammen. Det er det gode ved at rejse, man møder altid nye mennesker og før man ser sig om spiser man eller tager på en spændende tur sammen med dem. Hun havde været på flere forskellige øer og fortalte at Siquijor skulle være en fed ø hvor der var rigtigt meget at opleve (vi tog derhen senere på ferien og hun havde helt ret).

Vi tog derefter tilbage til hotellet og fik pakket det sidste og blev kørt ned til Santa Fe havn hvor vi tog båden til San Remegio.

Derefter stod den på en 3 timers bustur til Cebu City, det var med både speederen og hornet i bund men det har vi nu snart vænnet os til, det bliver faktisk nok lidt kedeligt at tage offentlig transport i Danmark når vi kommer hjem. Udsigten undervejs var dog stadig imponerende.

Vi troede bussen stoppede ved den nordlige busstation hvor vi stod på sidst, men vi kørte forbi og vi blev siddende. Efter et stykke tid hvor bussen var næsten tom gik Morten op til konduktøren og sagde at vi skulle havnen. Så fik han travlt med at sige til chaufføren at bussen skulle stoppe og vi skulle af. Den første taxa der holdt ind talte ikke engelsk så ham sendte vi videre. De næste chauffør der stoppede lignede lidt Mr Miagi, talte glimrende engelsk og havde masser af humor.

På vej til havnen fortalte han sjove anekdoter og opdaterede os om den politiske situation i sydøst Asien. Han havde også styr på at der var flere selskaber der sejlede til Bohol på forskellige tidspunkter. Så da vi nåede havnen sendte han Louise ud og for at spørge hvornår næste afgang var ved det ene selskab, da han og Morten havde et meget ens syn på hvordan kvinder tænker og det havde de meget sjov alt. Alt imens Louise høflig og velopdragen som hun er stod og ventede på vagten var færdig med at snakke så hun kunne spørge. Efter et par minutter opdagede chaufføren det og sagde til Morten “you europeans are so polite, this is how we do it in the Philipines”, hvorefter han stak hovedet ud af bilen og råbte nået på Filipinsk til vagten som svarede, alt imens Morten fik kaldt en noget forvirret Louise tilbage til bilen. Vi kørte videre til den næste terminal hvor chaufføren selv påtog sig opgaven, men her viste det sig at båden var vi stykker. Han fandt dog ud af der gik en anden færge til Tubigon som vi kunne komme med kort tid efter. Det gjorde vi så og sagde mange tak til chaufføren som vi desværre ikke fik nummeret på, det kunne ellers være sjovt at have fået en rundtur i byen med ha da han var født og opvokset i Cebu City og ude tvivl kunne rigtig mange røverhistorier.

Billetkontoret var imidlertid ikke så let at finde, men vi fik spurgt os frem og fandt ud af vi skulle et stykke væk fra terminalen hvilket var ret ulogisk. Sådan et par hvide backpackere var et oplagt mål for sælgere, tiggere og folk der ville hjælpe med diverse ting mod betaling. Det lykkedes Morten at få kæmpet sig frem til skranken og købt billetter. Imens fik Louise skrevet os på passagerlisten, omringet af diverse tiggende børn som hun uden tvivl havde resten af vores rejsebudget hvis hun havde haft mulighed for det. Derfor går Louise aldrig med mere end 100 penge af gangen.

Vi havde selvfølgelig fået billetter til Business class uden at være blevet spurgt, men da billetter ikke kostede meget mere hvad det koster for en tur med Fanøfærgen, var der vist ikke noget at brokke sig over, når det var en tur på 1 1/2 time med hurtigfærge. Da vi kom frem var der en kort gåtur på kajen hvor vi lige kunne se øen an inden vi nåede den sædvanlige horde af forskellige køretøjer der gerne ville køre os.

Vi valgte en fyr der vist ikke havde stået forrest i køen hvad intellekt angår og han kunne ikke meget engelsk. Alle de smarte chauffører der stod forrest var noget skuffede over at det ikke var dem der dik turen med de eneste hvide ombord 🙂 Vi fik forklaret ham at vi skulle til et hotel, som uheldigvis for ham lå for enden af en meget stejl bakke. Han trampede godt i pedalerne allerede fra start og da bakken kom blev det ikke mindre hårdt at transportere to hvide mennesker og deres bagage! Louise overvejede om hendes spinningben skulle overtage, men tænkte at han måske ville blive fornærmet. Vi kom dog derop og stærkt forpustet fik han fremstammet prisen på 35 pesos, som han trak lidt på undervejs, da han var i tvivl om han ikke godt kunne tillade sig at tage så meget, nu det var hvide mennesker. Vi gav ham 50 pesos (7 kr) for anstrengelserne og han var lykkelig.

På hotellet var der et ledigt værelse, det virkede faktisk som om der ikke var mange andre end os. Vi fik checket ind og skyndte os ned på havnen for at se solnedgang, det var utroligt smukt, det synes de store fede rotter som løb rundt nede ved vores fødder åbenbart også. Der var også rigtig mange børn som fløj med hjemmebyggede drager og vi undrede os over hvorfor børn i Danmark aldrig gør det mere.