Luang Prabang

Tirsdag d.15.1. havde vi besluttet os for at cykle ud til vandfaldet, der er ca. 36 km fra byen og derud. Først var vi dog oppe kl.5.40 for at se munkene få almisser. Det var lidt af et show! Vi havde besluttet at slå os ned lige udenfor vores hotel, da de går forbi her. Vi sad ude på kantstenen kl.6 og der var stadig mørkt. Da vi kom ud kom salgsdamerne løbende og ville sælge os almisser til munkene, men vi ville ikke være med til den del. Og desuden må man heller ikke give munkene street food, det kan de blive syge af 😉

Vi sad og observerede det show der var ved at blive stillet an til. Der sad kun 2 personer klar til at give almisser da vi kom ud og de var hvide. Der var nogen lokale folk ved at gøre klar, med tæpper, kurve med ris og så videre og vi tænkte at de nok var til de lokale som kom lige før munkene…vi tog så fejl! Det var til de kinesiske turister, der kom væltende med mini vans lige inden munkene, de var ret højlydte, som altid. Og så skulle de have taget 100 billeder af sig selv klar til at fodre munkene, det var absolut ikke fredfyldt :-/ Da munkene kom, var de heller ikke gode til at holde afstand og lade være med at bruge blitz når de tog billeder, der var nogen som burde læse lidt mere om landet inden de kom på besøg.

Da munkene var gået forbi, der var vel ca.100 munke, kom vi til at snakke med en tysk pige som rejste alene, hun synes også at kineserne var for meget, vi endte med at spise morgenmad sammen og udveksle rejseoplevelser 🙂 Utroligt så mange spændende mennesker man møder når man rejser rundt, det er fedt! Og så ukompliceret at komme i snak med folk, her er det selvfølgelig også ret let at se hvem der ihvertfald ikke er indfødte, men jeg tror nu ikke det gør nogen forskel. Bare man er åben og interesseret, måske særligt når vi rejser som par, men indtil nu har det været utrolig let at falde i snak.

Efter morgenmaden gik vi på jagt efter nogle gode mountainbikes, vi havde hørt at der skulle være nogen stejle passager. Vi fandt nogen super cykler og fik dem lejet, cyklede hjem til hotellet og pakkede tasken, så var vi afsted på tur 🙂 vi skulle bare ud af hovedvejen og følge den, så det var ret let at finde rundt. Vi kørte derudaf og inden vi nåede ud af byen kom vi igennem et beboelseskvarter med en masse små butikker, høns der løb frit rundt og masser af børn som var helt vilde med at give highfive når vi cyklede forbi dem. Et sted ud for en skole stillede 7 små drenge sig i kø for at ramme og det virkede som om det gjaldt for dem om at slå hårdest 😉

Vi kørte lidt op og ned af nogen små bakker og gennem det flotteste landskab, det var stadig lidt morgen diset, det betød heldigvis at der ikke var så varmt. Gennem de små landsbyer lugtede det rigtig meget af bål, det er fordi de laver deres mad over et bål i en lille keramikkrukke hvor man kan stille gryder og pander ovenpå mens ilden stadig brænder. Det er ofte også sådan gadekøkkenerne laver deres mad, primitivt, men det virker. Kilometrene blev hurtigt tilbagelagt og det var først helt til sidst der var en stejl bakke hvor vi virkelig skulle arbejde for det. Da vi kom op til indgangen til nationalparken fandt vi cykelparkeringen og betalte de 1000 kip pr cykel og gik på jagt efter noget frokost, for efter den tur havde vi samlet noget appetit! Vi fandt et sted vi kunne få kylling på grill. Louise fik grøntsagssuppe til, Morten fik fried rice med æg og vi fik begge en frisk kokosnød at drikke, det var simpel men lækker mad. Da vi havde drukket kokosnødden fik vi hakket den over, så vi kunne spise kokoskødet indeni, det smager rigtig godt og er en sund dessert 🙂

Efter maden var vi klar til vandfald. Vi betalte 20.000 kip pr. person for indgangen og vi var så heldige at det lige passede med at bjørnene skulle fordres. Efter at have kigget lidt på det gik vi hen for at se det vi var kommet efter, Kuang Si vandfaldet, der var ikke mange turister da vi nåede til den første pool som er til at svømme i. Vi havde ikke badetøjet med, så vi fandt trekkingstien op til det store vandfald, det var en fin sti i tæt skov og man kunne høre vandfaldet hele vejen. Da vi nåede derop var det et imponerende syn, det er et højt vandfald med en helt turkisblå pool og skov der omkranser det hele, der var ikke så mange turister, så vi kunne nyde udsigten lidt 🙂

Morten ville gerne op og se vandfaldet fra toppen, så vi fulgte efter en flok munke i klip-klappere op ad en stejl skråning. Efter at have vandret, nogen steder nærmest klatret op, kom vi op til en almindelig skovsti og hvem kommer gående imod os…Kashmir 🙂 vi bliver ved med at løbe ind i hinanden, det er super hyggeligt 🙂 hun var på vej ned, vi fortsatte frem mod vandfaldet. Der var ikke så meget at se, noget vand og så kunne man høre vandfaldet derude, men ikke rigtigt se noget. Det var heldigvis en sjov tur derop og en udfordrende tur ned, vi var glade for at vi ikke kun havde klip-klappere på!

Da vi kom ned mødte vi Kashmir igen og vi aftalte at mødes til aftensmad på en flot restaurant hvor de havde traditionelt danseshow under middagen. Vi blev siddende lidt og nød udsigten, efter det gik vi ned til vores cykler og startede hjemturen, vi vidste at der på et tidspunkt ville komme en monsterbakke, men vi kunne ikke huske hvornår den var. Den var desværre ikke forsvundet i mellemtiden og den var heller ikke blevet mindre stejl. Vi nåede dog toppen, synes vi faktisk vi var ret gode, lige til vi så at der var 3 små piger som havde en kærre fyldt med brænde, som de lige havde skubbet derop! Så var vores præstation ligesom ikke noget i forhold til. Vi cyklede videre, da vi nåede byen var vi ret glade, for vi havde jo ingen cykelshorts med og det kunne mærkes et vist sted 😉 vi stoppede ved en café og fik en sandwich og en kop kaffe inden vi afleverede cyklerne.

Om aftenen mødtes vi med Kasmir på restauranten som var lige så flot indeni som den var udefra. Der sad en og spillede på en slags xylofon og da vi havde siddet lidt kom der en pige og dansede traditionelle danse. Vi fik god mad og vin og hyggede os, det var Kashmirs sidste dag i Luang Prabang inden hun rejste videre til Siam Reap og Angkor Wat. De lukkede restauranten kl.22, men der var vi også klar til at gå i seng 🙂

Onsdag
Så blev det tid til crossfit! Vi havde fået at vide vi skulle mødes på et hotel der hed Rama kl.14, vi fandt hotellet og gik ind i receptionen og spurgte om de havde et træningscenter, et gym til workout exercise. Først kiggede de mærkeligt på os, så spurgte de om vi skulle træne…og ja, det ville vi gerne. En af receptionisterne viste os op på 2.sal og spurgte om vi var blevet inviteret af nogen, det sagde vi at vi var, hvilket jo også var sandt.
Der var ikke kommet andre, men klokken var også kun 13.50 og vi er jo på Lao tid (hvilket vil sige at man ikke altid kommer til tiden…) vi endte med at være 12 personer, sikkert fordi de var nysgerrige efter at se gæsterne 🙂 de spurgte om jeg ville undervise og det ville jeg selvfølgelig gerne, jeg havde faktisk håbet de ville spørge mig, for jeg savner at undervise.
Jeg lavede en opvarmning med led opvarmning og noget tekniktræning, crossfit er nyt for dem alle og der er ingen af dem som er uddannet crossfit instruktør, det var super fedt at undervise dem, de var nysgerrige og utrolig interesseret i at lære nye øvelser. Vi lavede en teamworkout hvor det var pigerne mod drengene 🙂

4 runder
Bearcrawl
Swing
Air squat
Planken
Ring row
Windmill

Det var bearcrawl der bestemte hvornår holdet skulle skifte post, alle gav den gas og heppede på hinanden, der var en super fed stemning. Så de har allerede opbygget en god crossfit ånd at bygge en box op på.
Ham der står for træningen nu er amerikaner og har boet i Luang Prabang med sin familie i 5år, de rejser til USA til sommer og bliver der et år, så han håber at kunne blive certificeret og åbne en box her når han er tilbage.
Det var nærmest hele familien som var med til at træne, mor, far, 2 sønner, 1 nevø og så var der 2 lao piger, ejeren af hotellet hvor vi trænede, han er også fra Laos, en ældre kvinde og en amerikaner der lige er kommet til byen for at arbejde på engelskskolen ihvertfald 5 måneder.
Vi trænede teknik i TGU, air squat, kb swing, windmill, v-up og så legede vi lidt med MU og pullup, mest forøvelser med elastik op til flere af dem fik en god idé om hvordan de kan træne videre. Da de fleste var gået øvede vi clean, front squat, oh squat. Vi var helt høje da vi gik derfra, det var SÅ fedt at lave crossfit sammen med nogen som virkelig synes det er sjovt.

Vi ville i tempel til chanting, men de var gået igang og vi ville ikke forstyrre, satte os og kiggede udenfor, da de var færdige var vi inde og kigge, der sad en Munk i en plastickasse!! Fandme mærkeligt! Efter det snakkede vi med Gau som har været Munk i 8 år, han var 20år gammel og kom fra en landsby 6 timer med slowboat og derefter 2 timers gang til hans landsby, væk fra Luang Prabang, så han var kun hjemme på besøg en gang om året. Vi snakkede med ham om løst og fast, blandt andet spurgte vi ham om hvordan det var at der var kommet så mange turister for at se på dem, mens de fik almisser. Han synes for det meste det var ok, men han nævnede selv at kineserne og japanerne var irriterende med deres kameraer og blitz lige op i hovedet på dem når de gik, for de skal koncentrere sig når de går.

På vej hjem til hotellet gik vi forbi “Big brother mouse” første gang, var inde og kigge på bøger og snakkede lidt med nogen lokale. Vi blev enige om at vi helt klart skulle tilbage og snakke noget mere engelsk.

Torsdag
God morgenmad på riverloft mums, scrambled eggs og den bedste hjemmelavede yoghurt og müsli med masser af frisk frugt og Lao kaffe i krus og ad libitum….uhmmm 🙂

Gik lidt rundt i byen og ned til posthuset, som så kun har åbent kl.17-22. Inden træning tog vi en frugt shake med banan og ananas, frugtshakes er meget populære hernede og man kan købe dem på ethvert gadehjørne ligesom pandekager, de koster omkring 10.000 kip (ca.8 kr).

Torsdag havde vi aftalt at være der tidligt, for at træne noget vægtløftningsteknik. Vi har jo ferie og det der med tid og dato og sådan noget, det er blevet ret ligegyldigt og når vi så har en aftale et bestemt tidspunkt er vi som regel gode til at overholde det…idag kom vi så bare 1 time for tidligt!! Vi kunne heller ikke forstå at Joseph ikke dukkede op, men så kiggede vi på uret igen og vi var i lidt for god tid. Men pyt, vi fik trænet en masse teknik og fundet på hvad vi skulle lave sammen med dem. Det afhang selvfølgelig meget af hvor mange der kom, men Louise kan altid hive noget ud af ærmet 🙂
Der kom 11 personer ud over os, vi startede med noget led opvarmning, skorpions, deadbugs og derefter var det sprinter, først på maven, så på ryggen og hovedet den ene og den anden vej. Derefter blev gruppen delt i 4 hold, 3 personer på hvert hold, det endte med 2 pige hold og 2 drengehold, Louise var med og Morten tog tid.

WOD
1 min hop over pind
30 sek pause
1 min TRX alternate pistol squat
30 sek pause
1 min SDHP med KB 12/16 kg

Hver person havde en tæller, tælleren fulgte personen rundt til alle tre poster og talte samlet antal reps, reps for hele holdet blev lagt sammen og Louises hold vandt i pigerækken 🙂

Efter det blev der lige tid til en V-up tabata, de synes Louise er en led underviser, men også god! De er kede af at vi rejser videre 🙂

Efter træning fik vi en god frokost, det havde vi ikke nået inden træningen! Derefter tog vi en tuk-tuk til templet, ellers havde vi heller ikke nået chanting den dag. Vi nåede det i god tid, vi var næsten de første til at komme ind. Vi satte os på knæ, for man må aldrig pege fødderne op mod Buddah. Det er så ret hårdt at sidde på knæ, eller med fødderne inde under sig i en time og 15 minutter når man ikke er vant til det! Louise måtte give Morten en hånd for at komme op og stå da det var færdigt, hans ben sov 🙂 det var en kæmpe oplevelse at høre munkene chante, det er en slags sang, eller messen nogen ord i en lang remse. De lokale kvinder som også deltog havde en slags sangbøger med og så vidste de bare hvilke “sange” der hørte til den dag, den ene havde sat hjemmelavede postit notes (pap og papirklips) i ved de “sange” det var den dag. Efter at have chantet i 45 minutter var der meditation i ca.15 minutter og derefter en lille afslutning, til sidst vendte alle munkene front mod os, der fik vi lidt præstationsangst, men de lokale kvinder vidste heldigvis hvad de skulle gøre, så vi klarede frisag. Vi gik udenfor bagefter, der mødte vi Gau, munken vi hade talt med dagen før, han var nysgerrig efter at høre hvad vi havde synes om det. Vi fortalte ham at det havde været en rigtig stor oplevelse og meget interessant at deltage i hele seremonien. Han virkede glad over at vi var kommet tilbage til hans kloster.

Om aftenen gik vi en tur ned på posthuset i åbningstiden, for at komme derned skulle vi igennem hele night markedet, så vi fik set alle de fine ting og sager endnu engang. V købte sådan nogen æbleskiver look alike, lavet af kokos et eller andet, vi har smagt dem i Thailand tidligere og de var lige så gode i Laos. Derefter var det posthuset, det viste sig at det ikke var særlig dyrt at få sendt ting hjem fra Laos, faktisk er det forholdsvis dyrer at sende postkort, det koster 11.000 kip. Efter posthuset gik vi tilbage mod night markedet, inden vi nåede dertil var der en lille sidegade som vi gik ned af, det viste sig at der var mad i store mængder, der var hønsehoveder, grisehoveder, indmad, pølser på en snor, og i den mere delikate ende var der kylling, fisk og diverse andre fjerkræ klar til at smide på grillen. Desuden var der et meget indbydende salat bord som I kan se her:

Det kostede 10.000 kip hvis man kun ville have salat, nudler, ris med mere, vi ville også have et stort kyllingelår og så løb det op i 50.000 kip for os begge to, altså ca. 40kr, så vi fik en rigtig lækker paleo middag med masser af proteiner for 20 kr pr person 🙂

Fredag
God morgenmad igen, samme sted.
Efter morgenmaden havde vi planlagt at tage ned til “Big brother mouse” og snakke/undervise engelsk for/sammen med de lokale. Louises gps var ikke helt perfekt indstillet, så vi blev nødt til at spørge om vej :-/ heldigvis var der ikke så langt dertil og vi ankom i god tid til undervisningsstart kl.9, der var kommet en lille Munk, så vi satte os hen til ham og begyndte at snakke med ham. Han var ikke så god til engelsk, så vi måtte tale meget langsomt og i korte ukomplicerede sætninger. Han var 15 år gammel og havde været munk i 3 år, han var fra en lille landsby udenfor Luang Prabang, det tog ca.6 timer med bus og han var kun hjemme på besøg en gang om året. Louise snakkede med ham og skrev i hans kladdehæfte, han var god til at læse engelsk, men “Danmark” det er et svært ord når man er fra Laos.
Efterfølgende kom der 2 munke mere. Morten snakkede en del med den ene som var lidt ældre, formentlig i starten af 20’erne. Han kom også fra en lille fattig landsby og det virkede til at han var blevet munk for få en uddannelse. Han havde kun fået engelsk undervisning i 2 år men snakkede allerede ret godt engelsk. Derudover lærte han også kinesisk og IT sideløbende med hans almindelige undervisning. Det var tydeligt at han brugte meget tid på at opkvalificere sig og tilegne sig viden. Målet var at få et scholarship så han kunne komme på universitet. Hvis det ikke lykkedes ville han fortsætte med at være munk og derved få gratis uddannelse. Som munk må man ikke tjene nogle penge så de eneste penge han havde var dem som hans forældre sendte og de gik til bl.a engelskundervisning, så at spare op til eksempelvis en computer var helt umuligt for ham. Hans mål for fremtiden var at få en god uddannelse og så vende tilbage til hans landsby og hjælpe med at udvikle den. Det var fedt at møde en fyr som intet havde og som istedet for at have ondt af sig selv og give samfundet skylden kæmper for at opnå det han drømmer om.
Den tredie munk var 17 år og havde været munk i 3 år, han kom også fra en lille fattig landsby, hvor hans forældre stadig bor og har en gård, der arbejder hans storebror stadig. Vi viste billeder af sne og det havde de aldrig set før, det var ret svært for dem at forstå at der er -20 grader i Danmark, når de synes det er koldt nu hvor der er ca.27 grader om dagen.

Da vi havde snakket med dem i 1 1/2 time var både de og vi lidt trætte i hovedet af at koncentrere os om at forstå og gøre os forståelige. Vi sagde mange tak for snakken og de ønskede os fortsat god rejse. I løbet af ugen havde vi kigget på nogen billeder på et galleri, vi havde besluttet os for at købe nogen, så der gik vi forbi på vejen. Vi købte 2 munke billeder og 2 billeder med lokale kvinder, så håber vi bare på at postvæsnet sørger for at de kommer sikkert helt hjem.

Da vi havde købt billeder gik vi tilbage til hotellet og tjekkede ud. Fik vores tasker stillet til side og gik ned på “River loft” for at spise frokost. De lavede jo den skønneste morgenmad, så vi tænkte at vi hellere måtte prøve deres frokost også. Den var lige så god som morgenmaden! Louise fik gul karry med kylling og Morten fik kylling lasagne og så fik vi bottomless kaffe 🙂 og vand selvfølgelig. Vi sad nede ved floden og nød udsigten, der var en bambusbro hvor der gik rigtig mange munke over mens vi sad der og der var børn som legede i floden, et par af dem svømmede endda over floden.

Efter maden gik vi ned til træning på vejen fik vi hævet 1.000.000 kip! Det er så kun ca. 800 kr men der var ikke flere sedler i automaten 🙂 og man når langt med 800kr her i Laos, når en luksus morgenmad for 2 personer koster 90.000 kip altså 70kr og det er dyrt sammenlignet med andre steder. Så var det træningstid! Juhuu 🙂

Der mødte 10 op ud over os to, de var virkelig entusiastiske og ville meget gerne gøre tingene rigtigt. Vi varmede op først, ledopvarmning og så sprællemænd, skiløb, squat, mountclimbers og så trænede vi teknik til de øvelser som var med i dagens 2 WODs.

WOD 1
6 TGU
Walking lunges 10 meter

WOD 2
10 OH squat i TRX
10 burpees
Duck walk 10 meter

Begge WOD’s var 5 minutters AMRAP og de var sammen 2 & 2, den ene talte runder og den anden arbejdede. Og så omvendt, så de fik gode 5 minutters pause mellem hver WOD. Som en dejlig lille afslutning lavede vi 8 forskellig armbøjninger, de skulle sige et tal mellem 1-10 og det var det antal armbøjninger de skulle lave hver runde. Pigerne startede lavt med 2 og 3, men blev presset af drengene til at de lavede 4 og drengene lavede 8 rep, det viste sig at være alt for hårdt, men de kæmpede og var med helt til sidst, selvom de ikke nåede det antal de havde sagt. Der var god opbakning hele vejen rundt og de var gode til at rette hinanden undervejs igennem de to workouts også.

Efter træning fik vi taget en masse sjove gruppebilleder, som I kan se her 🙂

Vi havde købt billetter til Vientiane hos Danni som er manager på hotellet dagen før, det viste sig så at vi allerede skulle med bussen kl.18.30 og en siddebus, vi havde håbet på VIP liggebus, men der var ikke flere pladser :-/ så var billetterne til gengæld også meget billigere 🙂 vi gav kun 110.000 kip 88kr pr. Person for en bustur på beregnet 10-11 timer tror vi nok, men lad os se det er jo Laos. Bussen ligner en gammeldags dansk rutebil, alt større bagage blev smidt på taget, der var ikke nogen boks, men til gengæld var der et net, så tingene ikke fløj af. Vi var ikke de eneste falanger ombord, men største delen var lokale. Da vi troede bussen var fuld kom der en bunke plastic taburetter ind og de blev placeret i midtergangen, det skabte jo lige 8 ekstra plader.

Joseph tilbød at hans 17årige søn kunne køre os på hotellet og hente bagage og køre os til stationen bagefter. Det takkede vi ja til og fik lige bestilt et par sandwich med på vejen. Vi kom ud til stationen 5 minutter før vi skulle chekke ind, så det var perfekt. På turen snakkede vi med Joshua om hvordan det var at bo i Laos som eneste udlænding på hans alder. Det synes han faktisk var fint nok, han havde masser af venner og snakkede flydende Lao. Han har lært mange ting på en helt anden måde end andre vesterlandske børn oplever. Vi var i helt trygge hænder ved at køre med ham, han startede nemlig med at køre bil som 13 årig. Man skal egentligt have et kørekort, men inde i byen bliver bilerne aldrig stoppet og hvis de gør og man ikke har kørekort, koster det kun 15.000 kip (12kr) i bøde!

Han viste os også en hel række restauranter som var berømte for at servere hundekød, det nåede vi desværre ikke at få smagt – eller ikke hvad vi ved af ihvertfald. Han fortalte også hvor højt vandet gik op når der var regnsæson og at der så var meget mere stille og roligt i byen, fordi der næsten ikke var nogen turister. Desuden at man ikke skal betale skat som ansat og at der ikke er moms på dagligvarer eller noget som helst andet. Da vi kom derud hjalp han os med at finde den rigtige bus og sørgede for at vi fik sæder sammen. Det har virkelig været en fornøjelse at være sammen med dem til træning, de har alle været super søde og vi har fået en masse at vide om Laos, som vi ikke kan læse, hverken på internettet eller i en guidebog. Desuden har vi fået en kontakt i Pakse som også laver noget Crossfit inspireret træning.