På scooter rundt på Bantayan Island

D. 10/4. Vi startede dagen med at spise morgenmad på en god restaurent på stranden hvor der er god udsigt og lækkert mad. Derefter kørte vi ud for at aflevere vores cykler, finde et sted at leje en scooter og få vasket vores beskidte tøj. Det er nemt på Filipinerne! Da vi afleverede cyklerne spurgte vi efter det nærmeste sted med scooter udlejning. Hun råbte til en fyr på den anden side af vejen og 2 min efter kom han med en fin 125 cc scooter med automatgear, formentlig hans egen. Den kostede 350 pesos (ca 50 kr) for 24 timer, og vi skulle ikke aflevere vores pas eller vise noget ID. Kvinden med cyklerne så vi havde vasketøj med og spurgte om ikke hun skulle ordne det, så ville det være klart næste morgen når vi afleverede scooteren. Så var alt klaret på ingen tid og vi kunne tage ud på nye oplevelser.

Vi kørte op langs den vestlige kyst og som sædvanligt var det en stor attraktion i alle de små byer når der kom to hvide på en scooter. Mens vi kørte igennem en af de små byer langs kysten udbrød Louise pludseligt, “der er et hus der hedder Villa Esbjerg”. Vi lavede en 180 graders vending og ganske rigtigt stod der Villa Esbjerg på huset.

Vi købte en flaske vand i en lille butik overfor og spurgte om hun kendte ejeren. Det gjorde hun, og råbte derover at der var to nysgerrige hvide mennesker (eller noget i den stil). Frem fra huset kom en Filipinsk kvinde som fortalte at hendes mand var dansk, og fra Esbjerg. Vi snakkede lidt med hende og kort efter kom hendes mand ud. Han virkede glad og overrasket over at der kom 2 fra Esbjerg forbi. Vi fik en rundtur i og udenfor huset som lå helt ned til vandet. I vandet udenfor var der fyldt med unger som kom løbende for at se de nye hvide mennesker 🙂 de hang på hegnet for at vinke og hilse på os.

Efter rundturen satte vi os på verandaen og snakkede, han fortalte hvordan det var at bo på Filipinerene og vi snakkede om Esbjerg og Danmark, det var super hyggeligt. Vi blev hængende så længe at hans kone kom og tilbød mad og vi takkede ja. Kort tid efter kom hun ud med en traditionel Filipinsk ret med glasnudler, grøntsager og kød, det smagte skønt vi fik også en lille cola. Efter maden snakkede vi videre, han fortalte at Filipinere tror alle hvide mennesker er amerikanere så nu ved vi hvorfor så mange råbte “Hey Joe” til os.

Huset lå fantastisk med havudsigt og havde så vidt vi husker koster ham 200.000 inkl grund, og der var stort set ikke nogle løbende udgifter bortset fra forbrug og vedligehold. Ikke den værste måde at leve på i betragtning af at han i Esbjerg for de samme penge kun kunne sidde i en lille lejelejlighed med udsigt til tv’et.

Inden vi havde set os om var der gået et par timer og vi tog videre så vi kunne nå at komme hele øen rundt inden det blev mørkt.

I flere af de små byen vi kørte igennem var der opstillet kæmpe højtalere som spillede højt musik der kunne høres overalt. Det er nu en underlig oplevelse at køre gennem en by med blikskure og bambushytter, hvor det er et mylder af grise, køer, høns og folk der renser kokosnødder og hvor man samtidig kan høre tunge techno rytmer eller Eye of the Tiger (Rocky titelsangen) i baggrunden.

Vi kørte også forbi de store kyllingefarme som øen er kendt for. Der skulle være omkring 1,5 mio høns på øen som lægger 1 mio æg dagligt, hvoraf mange sejles til naboøerne, så det er en af de væsentligste indtægtskilder for befolkningen.

På vej tilbage til vores hotel kom vi til Nature park som er et resort med restaurent, pool, en masse forskellige dyr, en grotte og en fantastisk udsigt over vandet. Vi spiste tidlig aftensmad her og hoppede i badetøjet og tag nogle baner i poolen. Dejligt efter at have siddet stille på en scooter meget af dagen. Fra poolen var der udsigt til stranden, masser af små fiskebåde og naboøerne i det fjerne. Samtidig var der svaler der dykkede ned omkring os mens vi svømmede for at få sig en tår klorvand. En fed oplevelse 🙂