Tur i Bangkok til Grand Palace D.13.12.2012
Vi startede dagen på posthuset med at vælge frimærker til Louises tidligere chef som er samler, det blev til lidt af en bunke, for de har så mange flotte! Vi gav den søde tålmodige ekspedient drikkepenge, hvilket åbenbart ikke er normalt på posthuset, men hun blev meget glad. Derefter gik vi ned til den lokale flodbåd som sejler op og ned af floden og fungerer som bus for lokalbefolkningen, prisen var 15 bath (ca.3 kr) så kunne vi sejle så langt vi ville, dog kun den ene vej. Søvejen er en flot og nem måde at opleve Bangkok på, så det kan vi klart anbefale at prøve.
Vi stod af et tilfældigt sted som viste sig at være lige ved grand grand grand palace (som en af vores chauffører kaldte det da vi kørte forbi nogle dage tidligere). Vi satte os på en kantsten og spiste vores netop indkøbte morgenmad bestående af mango og banan og kort efter kom der en meget venlig mand, som viste sig at være Tuctuc chauffør. Han fortalte os (som vi godt vidste) at man skal have dækket skuldre og knæ hvis man skal ind og se grand palace og tilbød os at køre os hen og se nogen andre flotte steder, han kunne også skaffe os billige billetter til Koh Mak hvor vi skulle ud næste dag, der var ikke det han ikke kunne fikse for os! Vi var dog blevet advaret mod disse flinke mennesker, så vi sagde pænt nej tak. Vi var kun lige kommet over på den anden side af vejen før den næste flinke mand henvendte sig, her sagde vi nej tak med det samme.
Vi besluttede os alligevel for at gå forbi templet, nu vi var der. Da vi stod og ventede var der en færdselsbetjent som sørgede for at dirrigere turisterne sikkert over gaden. I thailand er det åbenbart fantastisk at være færdselsbetjent, ham her nød ihvertfald sit job 🙂
Det viste sig så at man kunne låne langt tøj i selve grand palace ganske gratis mod et depositum på 200 bath pr. del (hav aftalte penge med, de tager ikke kreditkort). Da vi kom ud fra omklædningsrummene i vores flotte nye tøj var vi klar til at indtage paladset. Det var utrolig flot med guld og glimmer overalt. Selvom der var mange turister stod man ikke i kø for at komme rundt, det var kun lige på diverse fotoshoots der var lidt crowded. I templet kan man se vægmalerier der fortæller om templets historie og de krige der var. Der var mange lokale som var igang med at bede mens vi var der og i det hele taget er thailændere meget religøse, på trods af at de i Bangkok lever meget vestligt.
Prisen for at komme ind er ikke den samme for turister og lokale, men skulle de lokale betale de 400 bath det kostede os at komme ind, ville de ikke have råd til at komme ind. Der var mange meget imponerende byggerier, samt en jade (altså stenen) Buddha som får skiftet tøj 3 gange om året afhængig af årstiden, så lige nu har han vintertøjet på! Selvom der er minimum 33 grader. Vi så også det kongelige våbenmuseum som startede med træspyd og det mest moderne de havde var vist maskingevær fra 2.verdenskrig. Grand Palace er bestemt et besøg værd og der var ikke ret mange hvide turister, til gengæld var der masser af kinesere.
Da vi var færdige med paladset tog vi færgen over på den anden side af floden. Da rutebåden kun stopper på den ene side af floden er der en række færger som krydser floden, de koster den fyrstelige sum af 75 øre pr person. Den del af Bangkok er åbenbart ikke nævnt i guidebøgerne for her er der stort set ingen hvide eller andre turister. Der var dog rigtig hyggelige meget lokale markeder, med nogen helt andre priser end på det Night marked vi var på tidligere dette var dog også helt tydeligt henvendt til turister. På dette lokale marked var der tøj, blandet med smykker, afblegningscremer, iphonecovers, undertøj og en enkelt butik solgte både pølser og sko.
Lige da vi steg af færgen var der fyldt med catfish i vandet, en hellig fisk i Thailand. Catfish er åbenbart Thailands svar på gråænder, man kunne ihvertfald købe gammelt brød til at fodre dem med, de var ikke spærret inde på nogen måde, men der var virkelig masser af dem! Lidt længere oppe kunne man købe små levende fisk og skildpadder som stod i spande underparasoller så de ikke blev kogt, prisen var ca. 20 bath pr. stk. altså ca. 4 kr.
Vi fandt en lille restaurant med udsigt over floden hvor vi delte 3 forskellige retter og fik vand til for 179 bath ca. 35kr. Skulle vi have haft sodavand til var prisen nok blevet 40kr 🙂
Da vi kom over på den anden side igen så vi et amulet marked hvor man kunne købe diverse forskellige mini budda’er i sten og metal. Da grand palace lukkede begyndte alle boderne at pakke ned og det var helt tydeligt at de primært levede af at sælge til alle turisterne.
På vej tilbage til båden gik vi tilfældigvis forbi en barber og da Morten var ved at været ret langhåret skulle det også lige prøves. De havde tid med det samme og Morten fik plads i en barberstol af ældre dato. Manden der klippede havde vist ikke en 4 årig frisøruddannelse bag sig, i hvert fald klippede han stort set det hele og kam og maskine (som var ca samme årgang som stolen), og tog kun saksen frem og klippede et par enkelte klip sådan for syns skyld. Der stod hverken Renati eller D:fi på hylderne derinde, faktisk var der slet ikke noget og af frygt for at få dax Wax eller brylcreme i håret skyndte Morten sig op af stolen da klipningen var færdig. Prisen var til gengæld rigtig fornuftig – 60 bath svarende til ca 12 kr.